Almas og Fridas mormor

tirsdag den 29. oktober 2013

Stormskade

 
Et af naboens kæmpestore, gamle grantræer blev blæst omkuld af orkanen i går. Træet væltede ind over hegnet til fårenes mark. Som det kan ses på billedet er fårene temmelig ligeglade for de skal være meget sultne for at spise grannåle. Havde det derimod været et løvtræ med blade på, så havde de været lykkelige.
 
 
 

søndag den 6. oktober 2013

Efterårsweekend med børnebørnene

Fredag eftermiddag hentede vi pigerne i vuggestue/børnehave og så har vi hygget os sammen helt til søndag eftermiddag.































På vejen hjem fra børnehaven og i haven samlede vi blade, bær og frø, som Alma limede på karton da Frida sov middagssøvn. Det skulle være en overraskelse til Far og Mor.

 

Alma tør nu sidde hos morfar på havetraktoren og styre maskinen i fin stil og gerne i fuld fart
 

 
En pose perler fra Søstrene Grene blev til to halskæder


 
Lego legede vi meget med
 



Og søde og kønne, det er de! Og trætte, det er vi!

søndag den 22. september 2013

Oldemorfirkanttæppet fase 2


 Nu er alle de grøn-blå lapper færdige.


2. fase i produktionen af et oldemorfirkanttæppe eller granny square tæppe er at hækle en enkelt fastmaskerække rundt om hver lap.



lørdag den 14. september 2013

De pokkers rådyr





Et af de 5-10 rådyr der altid går på nabomarkerne og ser så søde ud, er absolut ikke søde i år. Den har fundet ud af at toppen af en rosengren er det lækreste, der findes.
I baggrunden ses årets lammeflok. Det er ikke dem, der spiser roser. De ville måske gerne, men der er et elhegn imellem.

Den kommer tidligt om morgenen og efterhånden også i løbet af dagen og tager sig lidt guf. De stakkels roser prøver ihærdigt at gro videre, men har ikke en chance. Når jeg ser den, løber jeg ud og prøver at jage den væk. Den kigger på mig (og ser så sød ud) og forstår slet ikke hvad jeg råber op om, men til sidst løber den elegant hen til elhegnet og springer over mindst lige så elegant.
 
Den er ikke interesseret i andre planter, den prøvede med nogle mundfulde af nyudsprungne høstanemoner, men har ikke rørt dem siden. Her ses den yndige Astrid Lindgren rose. Den står omgivet af lavendel og har ikke fået lov til at beholde bare en enkelt rose.
 
Men heldigvis har rådyret ikke lært at gå på trapper endnu, så de roser jeg har tæt på huset ved terrassen har blomstret så smukt

torsdag den 29. august 2013

Uldgarn - ikke møl men sommerfugle!

I forrige indlæg beskrev jeg fundet af en larve i mit uldgarn og mange overbidte tråde i flere nøgler. Det er jo nærliggende at tro at det var møl, men det tror jeg ikke mere.

I de seneste dages fantastisk skønne sensommervejr har jeg siddet på terrassen i min liggestol og lyttet lydbog og hæklet samtidig - en skøn kombination!


Imens jeg hyggede mig der lagde jeg mærke til at den ene sommerfugl efter den anden (af den farvestrålende slags) gerne ville lande i mit garn. Vi har mange sommerfugle, i nærheden er en sommerfuglebusk og mange merian- og oreganoplanter, som de også godt kan lide. Jeg viftede dem væk og endte med at lægge et viskestykke over garnet.
 
Spørgsmålet er om det er farven eller duften af garnet (Kauni), der tiltrækker dem, for der var uden tvivl noget, der gjorde det.
 
Jeg tænker nu, at jeg inden ferien også havde haft kurven med ude på terrassen og at en sommerfugl havde lagt æg i garnet. Jeg bar kurven ind i stuen - det ser pænt ud - og tog afsted på ferie. Resten kan læses og ses her



søndag den 25. august 2013

Orange dage

 
Når solen ikke skinner - og de gør den heldigvis meget for tiden - så syr jeg orange. Her er tre firkanter 40 x 40 cm til min Sunday Morning Quilt

Samtidig blev den næste dækkeserviet i serien syet af orange strimler.

fredag den 16. august 2013

Møl i uldgarnet

 Siden jeg købte alle disse dejlige Kauni garner har de boet i denne kurv i min stue. De pynter gevaldigt og opfordrer til hyggelig hækling.

Da vi kom hjem fra to uger på Madeira opdagede jeg en larve på det neongrønne nøgle, som nu ser sådan ud:


6-7 tråde var "bidt over". Lidt senere fløj der et insekt ud af nøglet. Det kunne godt ligne et møl, men det gjorde larven ikke, den var stribet og lidt stor. Desværre fik jeg ikke fotograferet den.

 
Af garnerne har jeg foreløbig hæklet dette tæppe til Alma og jeg er halvvejs med et tæppe til Frida. Jeg kan selvfølgelig være glad for at larven åd af et nøgle og ikke af noget færdighæklet, som der også var lidt af i kurven.



Jeg pakkede alt garn og de hæklede firkanter i plastikposer og nu har de ligget 4 dage i fryseren, så alt utøj burde være dødt.

Jeg finder vel aldrig ud af om det var møl eller et andet "udyr". Jeg synes det er lidt trist hvis man er nødt til at have alt uld pakket ind i plastik, når man ikke lige bruger det - har I andre det?

søndag den 11. august 2013

Sommerferie Madeira

Vi har haft Alma og Frida og deres forældre med på sommerferie på Madeira. Det var helt fantastisk dejligt. Alma bliver begejstret over alt hvad hun ser og oplever og Frida er tryg og glad når vi alle er omkring hende.
Her er lidt billedspam:
Se, der er et firben!
 
 Næsten altid gode venner
 
 Babypoolen med dejligt atlanterhavsvand var ren lykke
 
 Søde piger