Almas og Fridas mormor

Viser opslag med etiketten hækling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hækling. Vis alle opslag

fredag den 9. januar 2015

Scheepjes CAL hækle-along 3



Tæppet er færdigt! Det har været sjovt, men også hårdt at nå at følge med. Nogle af firkanterne drillede og måtte trævles en del op, så det tog tid. Jeg er godt tilfreds med resulatet.

 
Faktisk var tæppet tiltænkt min datter, men da jeg synes det passer vældig godt til puderne i sofaen, så beholder jeg det - lidt i hvert fald.

søndag den 21. december 2014

Scheepjes CAL hækle-along 2


 
Nu er de 10 uger gået, med 1 nyt mønster hver uge, i alt 10 mønstre på firkanter. Jeg har hæklet 6 stk. af hvert mønster. Dt har været ret hårdt at nå det på en uge, men det sjove var at følges med alle de 7000 andre og læse om deres oplevelser undervejs på Facebook. Jeg har lært en masse og det har bestemt været sjovt.

 
Det er nogle lækre bunker....


Nu er jeg igang med at hækle dem sammen og derefter skal der kant om.

søndag den 26. oktober 2014

Scheepjes CAL hækle-along





Jeg har meldt mig til Scheepjes CAL 2014. Det er en hækle-along som er arrangeret af Wink, som har bloggen A Creative Being, som jeg har fulgt længe. Hun har designet 10 store granny-firkanter og det hollandske firma Scheepjeswol sælger en pakke bomuldsgarn der passer til projektet, på 26 nøgler til god pris. På Facebook kører en gruppe, hvor der udveksles erfaringer og fots, gode råd og hjælp. Der er pt 5576 medlemmer fra hele verden og der kommer stadig flere.

Den store tilslutning fik desværre garnleverandøren på hælene og der har været 4 ugers forsinkelse, men nu har alle vist fået deres garn.


Af den grund er jeg kommet langt bagefter. Fjerde uges firkant er lagt frem nu, så det er om at klø på for at hækle 6 stk af hver uges mønster.

Jeg synes det er meget fine opskrifter på fine firkanter og det er umådeligt sjovt at følge med på Facebook. Min Facebook gløder, som var jeg teenager.

Jeg har hæklet alle 6 fra uge 1:
 
men kun en fra uge 2:
 
 
og 1 fra uge 3:
 
 
Jeg kan ikke lade være med at kaste mig over den nye opskrift om fredagen og det er nyttigt at kunne følge med på Facebook, især når det er en svær opskrift. Der går ikke lang tid før de sejeste hæklere kan hjælpe med billeder og diagrammer. Derfor kan jeg også vise uge 4:


 

torsdag den 30. januar 2014

Varm hæklet hue

Det er sandelig på høje tid at få denne varme hue hæklet færdig, for vinden bliver ved med at være bidende kold.
Opskriften har jeg fanget her hos Lutter Idyl. Garnet er Alpaca og pelskvasten er købt i Stof & Stil.

mandag den 30. december 2013

Granny Square tæppet til Frida er færdigt

Faktisk blev tæppet færdigt så Frida kunne få det i julegave, men jeg beholdt det så det lige kunne få en gang vask.
Tæppet er hæklet i Kauni garn, og det bliver meget blødere af at blive vasket.


 
Se alle indlæg om dette oldemorfirkant tæppe = granny square tæppe her


søndag den 17. november 2013

Lækre bunker oldemorfirkanter

Så er alle ordemorfirkanterne  (granny squares) færdige. Der er hæklet kant rundt om og alle tråde er hæftede! Nu skal de bare lige hækles sammen, så mon ikke lille Frida kan få det i julegave? Jeg er godt nok også i gang med en quilt-along og om to uger får vi kat igen, så tiden skal forvaltes godt hvis det skal nåes.
 

Se tidligere indlæg om dette granny square tæppe her

 

Alma har for længe siden fået sit granny stribes tæppe:


Det er samme garn og farver, det hele blev købt på en gang, se det her.

søndag den 22. september 2013

Oldemorfirkanttæppet fase 2


 Nu er alle de grøn-blå lapper færdige.


2. fase i produktionen af et oldemorfirkanttæppe eller granny square tæppe er at hækle en enkelt fastmaskerække rundt om hver lap.



mandag den 20. maj 2013

Så er det granny square tæppet

Efter granny stripes tæppet blev færdigt er det nu granny square tæppet jeg hækler på. Det er til Frida. Der er heldigvis længe til hun skal have storpige-seng og lavet om i værelset, for jeg har kun hæklet 49 firkanter indtil nu og der skal bruges 108 stk i alt.

Som det ses kan jeg ikke lade være med at arbejde i farvegrupper. Det har jeg det simpelthen meget bedre med end ved at lade tilfældighederne spille. Så må det være sådan.

Her er der 3 farvegrupper, som der også var i granny stripes tæppet. Hvordan firkanterne skal hækles sammen er endnu ikke besluttet.

søndag den 12. maj 2013

Kant / afslutning på granny stripes tæppe. DIY

Da jeg skulle beslutte hvordan kanten skulle være på det færdighæklede granny stripes tæppe søgte jeg lidt rundt omkring på nettet, men der var ikke så mange direkte anvisninger som jeg kunne lide. Jeg synes ikke det passede til tæppet med alt for meget tungekant og hurlumhej.

Jeg kom derefter frem til denne afslutning, som jeg synes først fortsætter det lidt åbne mønster i selve tæppet og derefter viser sig mere fast og massiv til allersidst i kanten.


Først fire omgange med fortsat granny. Hjørner: 3 stangmasker, 3 luftmasker, 3 stangmasker i hjørneluftmaskerne.

5. omgang: en fastmaske i mellemrummene og 3 luftmasker imellem, altså: *1 fm, 3 lm* gentages hele omgangen. Hjørner: 1 fastmaske, 3 luftmasker, 1 fastmaske i forrige omgangs tre luftmasker.

6. omgamg: tre stangmasker om de tre luftmasker i forrige række. NB: ingen fastmaske mellem stangmaskegrupperne som i selv tæppet. Hjørner: 3 stangmasker, 1 luftmaske, 3 stangmasker i forrige omgangs tre luftmasker.

7. omgang:  en fastmaske i hver maske: Hjørner: To fastmasker i forrige omgangs luftmaske.


mandag den 6. maj 2013

Granny stripes tæppet FÆRDIGT



Granny stripes tæppet, som jeg har vist flere gange undervejs (etiket granny stripes) er nu endelig færdigt. Det tog knap 14 måneder.


Tæppet er 116 cm x 154. En størrelse der kan tumles af et barn.


Hvordan det hele startede, med stor-indkøb af Kauni-garn, kan ses her


Det har været et superdejligt arbejde at hækle tæppet. Det har "boet i min sofa" og jeg har hæklet lidt på det når jeg så TV eller hørte lydbog. Skønt.


Her prøver Alma tæppet. Hun er selvfølgelig ret ligeglad med det og hader at jeg altid vil fotografere hende. Denne gang lokkede jeg med et stykke tyggegummi, når billedet var taget (hm... pædagogisk?) At hun ser så glad ud skyldes slet ikke hverken tæppet eller tyggegummiet, men at elskede morfar kom hjem fra arbejde.

onsdag den 6. marts 2013

Forårssol

Åh, hvor er det skønt og hvor er det længe ventet: at sidde ude på gårdspladsen i solen, med sit hækletøj og sin kaffe. Ren lykke, selv det store arbejde med at hæfte ender virker helt venligt...

mandag den 4. marts 2013

Granny stripes tæppet


Tæppehæklingen har ikke haft ret meget fart på i den senere tid, men nu er det ene af de to tæpper til Alma og Frida nået til en milepæl: det har nu den længde som svarer til bredden. Næste skridt er at hæfte alle enderne og derefter hækle kant. Tæppet kunne godt være lidt større, så jeg kunne tænke mig at hækle en rimelig bred kant. Jeg må nok prøve mig lidt frem.

onsdag den 2. januar 2013

De hæklede veste


Da pigerne forleden kom på besøg havde de de hæklede veste på, som jeg har lavet til dem for længe siden (se HER og HER). Søde piger...

fredag den 21. december 2012

Hæklet juletræ

På bloggen Yarnfreak så jeg dette dejlige juletræ, hæklet med "krokodilleskæl". I indlægget er der opskrift og henvisning til en YouTube-video som jeg synes det er meget nyttigt at se for at forstå hvordan skællene hækles.

Juletræet passer lige i min lille samling af juletræer i vindueskarmen:

søndag den 28. oktober 2012

Vingebluse til Alma


Jeg har syet en vingebluse i jersey til Alma. Som pynt er der hæklede blomster.

Det var sidste produkt fra den portion jersey- og velourstoffer jeg købte for nylig. (Der skulle også være en lille uldjakke, men Almas mor mente at Alma ikke bryder sig om trøjer og jakker, så gider jeg ikke sy den. Stoffet kan nok bruges til noget andet en gang.)

torsdag den 27. september 2012

Velourkjole til Alma

For nylig købte jeg lidt velour og jersey til nyt tøj til pigerne og nu er det første produkt færdigt: en velourkjole til Alma (str. 3 år):

Både stof og mønster er fra Stof & Stil.


Lommerne har jeg hæklet så de ligner forstørrelser af mønstret i stoffet - lidt skulle det da afvige fra Stof & Stil kataloget.


Selvom jeg ikke har en overlocker synes jeg det har været dejligt at sy i velour - det vil jeg bestemt gøre igen.

søndag den 5. august 2012

Granny stripes tæppe - 2 mønsterrapporter


Jeg havde taget dette hækletæppe med i sommerhus forrige uge i håb om at hækle det færdigt, men vejret var alt for godt til uldgarn, heldigvis.

Nu har jeg fået hæklet lidt mere mens jeg har set OL i TV og nu er der to gentagelser af mønsterrapporten.
Tidligere har jeg skrevet om tæppet her og her.

onsdag den 16. maj 2012

Granny stripes tæppe - mønsterrapport


Granny stripes tæppet viser fremskridt: jeg stratede med grøn og de 13 farver sluttede med rødorange. Derefetr har jeg hæklet de 13 farver igennem igen, men baglæns fra orange til grøn. Det hedder vist en mønsterrapport, og den vil jeg så gentage nogle gange. En rigtig regnbue er det, der er godt gang i kulørerne!
(Tidligere indlæg her)

søndag den 29. april 2012

Hækletæppe 2 i firkanter

Det andet tæppe, som også skal hækles af Kauni-garnet er jeg også begyndt på.

Jeg havde tænkt at de enkelte firkanter skulle være ensfarvede men når der er så meget knald på farverne i det stribede tæppe, så skal der også være det i dette. Så firkanterne bliver trefarvede. Jeg ved endnu ikke om der skal være noget regnsbueagtigt ved sammenhæklingen eller det bare skal være tilfældigt blandet sammen. Det må jeg snart finde ud af.

onsdag den 25. april 2012

Granny stripes tæppe m. farvegrupper



For nylig gik jeg amok i Kauni-garn. Garnet skal bruges til et hæklet tæppe til hver af pigerne.

Det ene hækles i granny stripes. Det andet, som jeg også er begyndt på, er oldemor-firkanter. Det viser jeg snart.

Når man har 13 forskellige kraftige farver, hvad gør man så? Man kunne jo bare hækle derudaf med tilfældig blanding af alle farverne, men det ligger ikke så godt til min natur. Jeg giver mig automatisk til at ordne farverne i grupper:







Sådan kan jeg li’ det, og jeg har tænkt mig bare at køre grupperne frem og tilbage, rigtig regnbueagtigt.

Dejligt langtidsprojekt. Det ”bor” i sofahjørnet, godt til halvkedeligt TV eller god lydbog eller hyggelig radio.