Almas og Fridas mormor

søndag den 27. februar 2011

Nålebog

På sidste rejse indså jeg, at jeg manglede en nålebog. Jeg har altid et eller andet krea-projekt med på ferie og dertil skal man næsten altid bruge noget med nåle, saks, målebånd og sytråd.





Inspiration: Anne-Pia Godske Rasmussen: Træd nålen.

tirsdag den 22. februar 2011

Hæklet vest til Alma


 
Så har også jeg hæklet den søde lille vest fra Familie Journalen, som rigtig mange af Jer også har hæklet. Jeg hæklede den i de små pauser på turen til Island i forrige uge, og jeg var helt ked af at den var så hurtigt lavet, for det var en nydelse for mig at hækle den, i modsætningen til min lange kamp for at få en trøje strikket til Alma for nylig. Moralen er helt klar:  jeg er bedst til hækling. Jeg vil straks bestille nogle flere af de lækre Clover hæklenåle så jeg har dem i de mest anvendelig størrelser.

torsdag den 17. februar 2011

Dobbelt mormor, yes!

For ret længe siden fik vi den vidunderlige nyhed at Alma skal være storesøster. . . fuldstændig fantastisk. Vi havde vist ikke rigtig regnet med det. I dag har forældrene været til 2. scanning, hvor alt heldigvis var helt som det skal være, men det åbenbaredes også at det er en pige. Det er jeg helt vildt glad for - jeg ville selvfølgelig også have været ellevild med en dreng, men jeg kan bare godt se de to små piger for mig. Der bliver kun 1½ år mellem dem, så de får rigtig meget glæde af hinanden - forhåbentlig. Alma er dybt interesseret i og meget glad for andre børn, så mon ikke lillesøster får det fint med Alma som storesøster.

Dejligt at jeg kan fortsætte med at sy til Alma i lilla, rosa, pink farver og ikke skal til at kigge efter noget helt andet.

Der er nok ingen tvivl om at der bliver brug for mormor med sådan to små størrelser! - og det er jo skønt.

Et lille problem: Hvad skal jeg gøre ved denne blogs titel? Det må der tænkes over....

tirsdag den 8. februar 2011

Broderi på nederdel

Jeg har syet en ganske almindelig lige-op-og-ned nederdel i uld. Inden jeg begyndte at blogge og læse krea-blogs ville jeg nok have syntes at den var fin, men nu synes jeg at der må noget dekoration til


Jeg synes det er supersjovt at brodere sådan, ud af hovedet. Jeg havde slet ikke nogen plan på forhånd men lod det udvikle sig af sig selv. Jeg har brugt både perlegarn og alm. DMC-garn 3 tråde.

Sådan ser nederdelen ud:

lørdag den 5. februar 2011

Færdig trøje

Det hjalp vist at lægge den halvfærdige trøje til Alma på bloggen, for så fik jeg taget mig tid til at få den færdig. Jeg fik god hjælp af alle VM-håndboldkampene i TV ...


Heldigvis var den stor nok til at Alma kan bruge den lang tid frem.



Trøjen er strikket i Fabel fra Garnstudio i Drops Design. Garnet er lækkert blødt uldgarn.

Næste gang jeg lader mig friste af lækkert garn skal det være til tykke pinde! Det må jeg vist lige huske i næste uge hvor jeg skal til Island.....