Almas og Fridas mormor

mandag den 26. december 2011

Juleaften med Alma og Frida


Vi havde en pragtfuld juleaften med de små guldklumper og deres forældre. Morfar havde fremstillet en superlækker julemiddag. Frida kiggede målløs på det hele - der er ingen der kan se så måbende ud som hende :) Alma deltog i alt med liv og sjæl og klarede det hele i fin stil. Hun blev meget glad for legekøkkenet, som vi gav hende, så nu må jeg i gang med at hækle og sy legemad :)

fredag den 23. december 2011

God jul



I ØNSKES ALLE EN RIGTIG GLÆDELIG JUL

mandag den 19. december 2011

Navnebånd


Da jeg begyndte at sy tøj til Alma og lave andre krea-ting anskaffede jeg mig navnebånd med bloggens navn: Almas mormor. Det var jo rigtig fint.

Da Frida så overraskede os alle med også at ville være med, måtte jeg i gang med at tænke over hvad jeg nu skulle gøre med navne. Jeg var straks klar over at bloggen måtte kaldes ved begge pigers navn (selvom jeg ikke ændrer selve blogspot-navnet, for så skulle der laves en helt ny blog.)

I begyndelsen tænkte jeg at Frida måtte leve med navnebåndene med Almas mormor, for det var jo en slags firmanavn. På det tøj hun arver fra Alma må hun selvfølgelig leve med det gamle mærke, men hvis jeg laver noget nyt til hende er det da helt urimeligt at der skal stå Alma på.

Altså nye bånd blev bestilt og her er de:

De nye mærker er fra www.minanamnband.se

Nu håber jeg Frida også synes det er OK når hun bliver gammel nok til at tænke over det :)

søndag den 11. december 2011

December

I går tog vi Alma med ud at købe juletræ. Hun hyggede sig, men det sagde hende vist ikke så meget.


I dag var vi på skovkirkegården, hvor pigernes oldeforældre ligger


I det ret milde vejr blev det en dejlig skovtur og rigtig smart er den dobbeltklapvogn, som pigerne har fået:

Til sidst bare et par billeder af pigerne fra i eftermiddags - bare fordi de er så søde :)


tirsdag den 6. december 2011

Hæklet vest til pigernes mor

Den i blogland klassiske hæklede vest  fra  Familie Journalen, som denne


som jeg hæklede til Alma for knap et år siden, var så sjov at lave, så nu har jeg hæklet én i voksenstørrelse til pigernes mor:



Min datter har ikke prøvet den færdig endnu. Den er lidt løs i det, så jeg er spændt på om den overhovedet er rar at have på.

Den er hæklet i sort Superwash Vital med hæklenål nr. 7.