Almas og Fridas mormor

mandag den 30. maj 2011

Nye posebukser

Et par posebukser til Alma i samme facon som jeg før har syet
Stof, blødt og rart denim, og de søde bånd havde jeg liggende, men ribkanten er velourrib fra Stof og Stil. Det fungerer fint, og faconen er rigtig god til en lille krudtugle som Alma.

torsdag den 26. maj 2011

Fejl hos Blogger

Hold nu op, hvor er det irriterende! Jeg er en af dem der er ramt af denne fejl hos Blogger:

We're investigating an issue which is preventing login and comment posting for some users, and hope to have a fix released shortly.

Thanks for your patience in the meantime.




tirsdag den 24. maj 2011

En vinder er fundet....

En vinder er fundet i min giveaway. Der var 53 lodder fordelt på 23 deltagere! Jeg er enormt glad for at så mange ville deltage og jeg vil gerne sige tusind, tusind  tak for alle de pæne og søde ord om min blog og bloggens 1 års fødselsdag i dag.

Og nu til lodtrækningen:

Alma blandede lodderne og det første lod, der landede på bordet, var:


 
Marianne med bloggen Patchwork-blomsten

Tillykke Marianne. Jeg håber du får glæde af garnet.

Send mig din mailadresse, så jeg kan sende garnet.


søndag den 22. maj 2011

Lilla snore i drivhuset


 
Når man er krea-blogger kan man jo ikke binde sine tomatplanter op med høstbindegarn som jeg plejer at bruge:


Nu er der indkøbt snor i lilla og pink farver i Tiger, og det ser jo klart bedre ud. Den pinke passer ikke så godt til tomater, så det blev kun lilla (som ser blå ud på billedet, men er skrap lilla).

søndag den 15. maj 2011

Alma-weekend

Igen har vi været så heldige at have Alma, nu næsten 16 måneder, på besøg i weekenden. Hun er en sød og glad pige, med fart over feltet og en bestemt mening om hvad hun vil, så man må være oppe på dupperne hele tiden. Til gengæld har jeg helt ondt i grinemusklerne :)
(Klik på billederne først en gang og så en gang til, så bliver de meget store)
Billedtekst:
1. Uden sandkasse klarer man sig fint med et muldvarpeskud
2. Man kan godt lege tit-tit i et fodboldnet...
3. Krudtuglen er fanget!
4. Lammet er glad for at der er hegn imellem :)
5. Skøre hatte! Vinden er kold og Alma har ikke fået en hue med, men et par strømpebukser kan vel bruges i en snæver vending hvis man slår to knuder på benene. Så tog morfar også sin lidet charmerende fodboldkasket på :)
6., 7. og 8. Alma og mormor hygger sig og laver sjov mens der spises kiwi
9. At åbne og lukke er lykken...
10. SKÅL morfar

tirsdag den 10. maj 2011

Give away - uldgarn fra egne får

D. 24. maj fylder min blog 1 år, så nu må det sandelig være på tide med en give away, selv om jeg ikke har så mange faste læsere.


Gevinsten er 400 g strikkegarn, spundet på spinderi af vores egen uld. Garnet er gråt med en anelse brunligt skær i en let melering. Garnet er ikke godt til filtning.


 
Det, man strikker af garnet bliver rigtig varmt – det er der bevis på her:
Får og lam har fundet en smule skygge på denne dejlige solskinsdag, for deres pels er alt for varm til sol.

Vores får er af racen Såne. De er sortfødte, bliver senere brune og til sidst grå.

Jeg håber du vil deltage.
Reglerne er:
1 lod for en kommentar
2 lodder for en kommentar + fast læser
3 lodder for en kommentar + fast læser + link på din blog
Jeg trækker lod d. 24. maj, på 1 års dagen.

torsdag den 5. maj 2011

Vundet!!!

WOW, hvor er jeg heldig - eller måske er det mest Alma, der er heldig - for jeg har vundet i Smilerynkers give away. Præmien er 500 kr til brug i Helsebarn.dk




Nu skal jeg lige spørge Almas mor om hun har særlige ønsker før jeg vælger mellem de dejlige ting.