Almas og Fridas mormor

fredag den 17. februar 2012

Alfred og jeg syr nederdel til Alma

 I de foregående dages vinterkulde har Alfred holdt af at opholde sig i krearummet. Det er jo fint at han hjælper mig med at sy, men det undrer mig at han lægger sig helt op ad symaskinen, for den både larmer og ryster, når den syr.

mandag den 13. februar 2012

Sidste dynebetræk

Så er det grønne dynebetræk til Frida færdig. Nu har pigerne to hver: Alma lilla og gult, og Frida har lyserødt og grønt.

torsdag den 9. februar 2012

Fridas pude

I lang tid har jeg hæklet på en sidde-op-i barnevognen-pude til Frida. Nu er den færdig:

Den er hæklet i African Flower-hækling. Garnet i de lækre farver er fra Søstrene Grene.

Da Alma var et halvt år fik hun en granny-stripes-pude, som hun har haft stor glæde af.

søndag den 5. februar 2012

Snefnug i stabler


Nu kan der vist ikke stables flere snefnug op på de grene....

Ud over nogle få små snebyger er dette den første sne i år. Smukt, men jeg vil hellere have det i december.

torsdag den 2. februar 2012

Søstre

Nu er Alma 2 år og Frida er et halvt år. Man begynder at kunne fornemme al den sjov de vil få med hinanden som søstre.

søndag den 29. januar 2012

Bedstemor indtager blogland - artikel i JP-Viva i dag


I dag er der i Jylandspostens Viva-tillæg en 3-sidet artikel om bedstemødre-blogge. Journalisten Sigrid Rasmussen skriver om forskellige slags bedstemor-blogge, bl.a. Randi Glensbo's Bedstes Blog,, Helle's Blog og så min ;) efter at have interviewet os. Blog-fænomenet bliver diskuteret, også med hjælp fra en forsker i kultur, medier og kommunikation.

Pressefotograf Stine Bidstrup kom forbi og tog billeder af pigerne og mig i krearummet - så fint.
Foto: Stine Bidstrup

onsdag den 25. januar 2012

Alma 2 år


I går blev Alma 2 år. Jeg måtte til min store sorg blive hjemme, da jeg har reddet mig en grim virus med 39 i feber. Almas mor tog dette billede af en strålende glad lille pige. Hun blev superlykkelig for løbecyklen fra far og mor og havde i det hele taget en meget dejlig dag. Hun elsker simpelthen fest og farver, den pige. Heldigvis holdes der mere fødselsdagsfest på søndag, der må jeg være rask igen.
Og så er det jo fint at en prinsesse blev født denne dag, så der altid vil være flag på busserne på Almas fødselsdag :)

tirsdag den 3. januar 2012

Dynebetræk til Frida

Når min datter er på besøg i mit krea-rum bliver hun ofte inspireret af stofbunkerne, især de gamle stoffer fra da hun var barn. Det er superdejligt. Denne gang har hun valgt stoffer til to dynebetræk til Frida. Hun var i den lyserøde/rosa bunke og i den grønne bunke.

Det lyserøde er nu færdigt:


Til Alma har jeg tidligere syet et lilla og et gult. Dem føler Alma et stærkt ejerskab over, så det går slet ikke at dele dem med Frida, så nu har de snart hver to.